Den varme undergrund

Denne Ryokan Sanga har helt klart en højere kvalitet af futon. Vi har sovet glimrende i nat på gulvet. Vi fik  morgenmad i restauranten. Den er indrettet med meget private områder, så det er næsten som at spise på værelset. Der var dækket op med diverse småretter til os og så kom de med 3 varme ting ud over, at der allerede var en hot pot med Tofu, der skulle sættes ild til. De har noget meget brandbart, der ligner fyrfadslys, men der er ingen væge i. Fra den tændes til den brænder ud, går der mindre end 10 minutter, men det er rigeligt til at varme indholdet i en hot pot. Jeg fik bl. a. smagt natto, som Theis har prøvet med sit japansk hold, og bestemt ikke skulle smage igen. Det er gæret ris eller andet korn, rimelig slimet og med gærsmag først, men en fin eftersmag for mig. Men der var også posheret æg i soja, et stykke røget fisk, de altid forekommende ris og mizo suppe, salat med skinke stykker, varm aubergine, sukker glaseret tang etc.

Hvis det er hvad der forventes kan jeg i princippet godt forstå at japanske mænd forventer at kvinden går hjemme når hun er gift og også at kvinderne ikke vil giftes, men have en karriere. Det må tage lang tid, at forberede et sådan morgenmåltid, som vi ikke kunne spise det hele af på en halv time.

Vi fik pakket os sammen og på forunderlig vis stod vores sko klar ved indgangen, da vi skulle afsted. Vi fik lov til selv at gå op til vores bil og vi fik sat GPS til telefon nummeret på Aso Vulcanic museum. Aso er et bjerg (vulkan) men også en by. Faktisk kørte vi igennem en vulkan i går, da vi tog fra stationen til Ryokan Sanga. I dag tog vi tilbage for at studere vulkanen nærmere. Når man står i Aso by kan man på lang afstand se, at der er en bjergkæde hele vejen rundt og et bjerg der tårner sig op i midten. Det er fordi byen sammen med flere byer ligger inde i det gamle vulkan krater. Det er det største beboede vulkan krater i verden, men det er flere hundrede tusinde år siden at det oprindelige meget store krater blev dannet. Siden har vulkanen i midten spyet meget aske ud, så krater bunden er hævet væsentlig.

Kort, der viser vulkan krater og byer.

Her skulle vi kunne se den aktive vulkan :)

Vi kørte op af den stadig igangværende vulkan. Vi kunne ikke komme helt til toppen p.g.a. gas, men det er meget normalt med Aso. Vi kom til museet og fik set om vulkaner og geologi i almindelighed og Aso i særdeleshed. Vi fik også set et par billeder af omgivelserne med forklaring, en del af den oprindelige kraterkant ligner umiskendelig en liggende, sovende Budda. Det var spændende at se, også det udvendige vi kunne se, skyer er et fenomen, der kan komme i vejen for udsynet, men da vejrudsigten for et par dage siden lovede heldagsregn også i dag, så er vi taknemmelige for at der bare er skyer og at solen brød sporadisk igennem flere gange i dag.

Efter Aso stod den på en længere køretur til Beppo en kyst by oppe nordøst på Kyushu.  At køre i Japan (i hvert fald her) er ikke noget hurtigt transportmiddel. Det meste af landevejen til Ryokan Sanga i går måtte man kun køre 50 km i timen og flere steder i byer og ikke mindst bjergkørsel op og ned af bjerg krateret måtte man kun køre 40 km i timen. Vi har så også måtte konstatere at japanerne ikke rigtig overholder hastigheds begrænsningerne, så flere overhalede os selvom der var fuldt op trukket, men idag følger vi trafikken lidt bedre. Så vi var lidt puh ha over at skulle køre 90 km, men det skulle være turen værd. Det viste sig, at noget af turen oppe nordpå inkluderede en Highway hvor man måtte køre 80 km i timen. Jeg tror jeg kom lidt højere op i hastighed et par gange. Det er blevet til, at det er mig der kører Theis har betakket sig, (måske efter han oplevede min start) han styrer til gengæld GPS’en og fotograferingen.

Frem kom vi til Beppo og til helvederne, som japanerne kalder de meget varme kilder og pøle, der findes masser af i området. Alene i Beppo området er der over 3.000 varme kilder og det var også lidt af et syn da vi ankom til byen. Det dampede simpelthen op fra undergrunden alle mulige steder i byen. Nogen steder havde man ledt dampen ind i skorstens systemer, så man kunne benytte landområdet. I hele området er der også mange drivhuse, der benytter varmen fra kilderne.

Alene at se det var hele turen værd, men vi var kommet for at se helvederne eller Jigokumeguri. De ligner det man forestiller sig at helvederne ser ud som, i den Buddistiske tro. Der er 8 forskellige steder, hvor man mod betaling af 400 Y kan komme ind og se den specielle variant.

Vi havde valgt 3 ud Umi-Jigoku der er en fuldstændig azurblå varm sø, som damper voldsomt.










Oniishibozu-Jigoku som er flere små og en større sø af lysegrå mudder, der bobler damp op af. De to ligger lige ved siden af hinanden.

 Og så kom vi lige forbi et religiøst optog på vej til den sidste.

Den tredie vi så kaldes blodsøen eller Chinoike-Jigoku den er en stærkt orange rød sø af 78 g varmt vand, der selvfølelig også damper voldsomt. Noget af det fasinerende var hvor tæt på søerne, den almindelige vegitation voksede, jeg ville tro at almindelige planter ville være længere væk fordi det ellers ville blive skoldet af dampen.

Det var en meget speciel oplevelse at se disse søer og også hvor integreret de var i  bybilledet. Byen der damper (lidt ala når fjernvarmen damper op af fortovet i nogen byer, bare meget mere og større skyer her).

Efter de varme kilder havde jeg erklæret, at jeg ville helt ned til havet. Det bliver det tætteste jeg kommer på Stillehavet (selvom det sikkert hedder en eller anden bugt) og jeg ville bare helt ned til vandkanten. Theis fandt et parkområde helt ned til vandet i den nordlige ende af byen og vi fik parkeret ved et  indkøbs sted lidt nord for. Fin park og fin udsigt over vandet (så meget man kunne se i det lidt disede og over skyede vejr) men det var en sten strand og lav vande. Så jeg og Theis gik måtte stykket ud over stenene, så jeg i det mindste kunne dyppe en finger i det lave vand og sige at jeg havde rørt ved Stillehavet.

Vi kom fint tilbage til Ryokan Sanga bl. a. via ca. halvdelen af vejen på Highway, der i øvrigt er betalings vej, men det er som betalings vej alle andre steder i verden. Her nåede jeg et dyp i udendørs kilden igen inden aftensmaden. Stadig meget fascinerende at bade på denne måde så tæt på naturen og bare en balje til at skovle vand over sig, når man vasker sig inden man går i kildevandet.

Igen 10 retters menu (om jeg fatter, hvordan de kan spise det, jeg ville have fået Ans, som Bo kalder det, hvis jeg skulle have spist det hele selvom det er mange små retter, så er der tilsammen en mængde, der er større end jeg er vant til.) Vi fik en abrikos sake som aperitif, det bekom Theis meget bedre end den gærede ris sake vi fik i går.

Theis har lige været nede og bade mens jeg skrev og kl. 22.00 kom der en massør til værelset og gav mig 40 min. massage, det kunne jeg godt lige bruge efter alt den bilkørsel i dag. Jeg var meget imponeret over at manden gav de 40 min. mens jeg lå først på den ene side, så den anden og tilsidst på maven på min sovefuton, altså på gulvet. Han knælede blot ned på forskellig vis i forhold til hvor på kroppen han var igang. Meget effektivt og jeg var rigtig dejlig afslappet til at kunne sove.

I morgen går turen tilbage til Kamamoto (det betyder noget med bjørn) aflevere bil og med Shinkansen retur til Kyoto, som vi kom igennem på vej til Hiroshima. Da fik vi taget nogen billeder med solskinsvejr, hvilket vist er godt, da vi kan forvente en masse regn.